1 April 2010
En forårsvind stryger let hen over den plet hvor hūset stod, det du husker best var lille Rikke med hikke, et flaske barn, med hagesmæk et kig over hækken nū er hūn væk Barnetro livet er så let. Holde hænder, være ganske tæt, på den samme plet. Hen af gaden på flade dæk, en sofacykel, suser forbi, en herre fra nummer ni, med snabel skæg, svinger sig så let i sadlen asfalt rytter svæver over gadens pytter. Skæve smil, toner frem at tænke sig at dū var den der gir den gas. Tove og Åse og lille Mads, leger tafat, der ikke sådan at være lille og finde, sin plads en forårsdag hvor vinden stryger let.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
Posts
No comments:
Post a Comment