Sent På Dagen!

6 August 2011

Sent på dagen, midt i byen, trafikken var tæt, ingen tængte på den plet, hvor en frygtelig bombe ville springe. Et brag, så de nærmeste troede at jorden skulde gå under. Stor tomult i den ganske by. Glas og cement raslede ned, en støvsky spredes, så ingen kūnde se. Skrig og klage, sirenerne lød. Mange viste ikke hvad det betød. En tavshed efter braget. Et syn svært at beskrive. En given fjende, svært at finde. Hvem var denne, hvem var de. Og i den anden ende af den ophissede by stod en herre i ly denne mystiske mand var fra samme land ingen havde mistanke om en kæmpe fare som var lige der. Kom bare her, en stemme lød ganske højt, ingen forstod den givne fare. Uniformen snød. Var manden den der skød? Salve efter salve lød, skrig, så mange skrig, det føldes som der var krig. Så mange mennesker bare faldt, uden en lyd. Mange helt unge var ibland. En grū spredes, hvor, hvem var iblandt. En uforstålighed om denne mentale mand. Blomster og kirke gang. En stilhed for de faldne, alle sang en salme der klang i enihed. Et savn, så svært at beskrive, et savn for dem der aldrig kommer hjem. Sådan fra den ene dag til den anden en mand gået helt fra forstanden. Hænder holdes tæt, tåre løber let, meget træt har ikke sorvet, så svært at sige forvel til din kære.