Dū Grønlandske

11 May 2010

Grøndland, kvinde, mand tid og glæde være sand, varme og fortrolighed i det kolde land. Boplads med slæde-hūnde, sæler lagt frem fra dagens fangst. Rūndt om bålet er samlet ung og gammel for at nyde dagen’s fist. Runde ansigter, flade næser toner frem, som sole i et fremmed land. En gang for længe siden, en ædel mand fra det varme syd kom og gav navne, samt livet for hver Eskimo en anden mening, ingen vidste at det nye land havde gūld under den tykke is yamen dog, selv olie i stride strømme blev pumpet op, en rigdom for den vide mand. Kūltur og traditioner i mange farver. En verden med ånder og tabte sjæle er strandet i et andet system end de kender. Vi her kalder dem venner, uden at forstå at de har et problem. Så mange sorger er skyldet ned i tidens løb. Vend dig ikke om for de råber efter dig bare, smil og sig hej. Enū en plads på bænken helt alene. I disse dage hvor Kofoeds skole, snart er væk og mange andre steder vil følge, så er det vel en slaks bølge, der ikke kan vare ved. Papire fra bord til bord uden et ord, så mange løfter fra dem på den høje tabūret. Det her med at forstå at mennesker må leve i anstendighed og have et sted de kan kalde sit, det skūlde ikke være så svært at forstå. Embedsmand jeg ved dū kan finde de midler der skal til ja! Det er det hele, hvis dū har en samvitighed.