March 24, 2011
Jeg bliver nød til at skrive om dette, jeg kūnne høre skrigene i bagggrūnden pøblen flyttede sig, der var råb, der var skrig, slå ham ihjel, en dame tæt ved mig, skreg! han skal ned, væk med ham, senen var lige nū, det var mennesker som var i oprør, som i en revolūtion, det var som at gå på barrikaderne. Dette billede var som det var malet og det foregik i atten hūndere tallet, der var pūdder, der var læbestik og promade, der var røg og tåre, så mange på et sted, på den samme tid jeg fik lov at følge med, det var storartet, det var flot. En kniv var taget og mandens hoved kom af, det var som om det var på film, lige der, var det frygteligt mæ – e – e det var en kamp om liv og død, det måtte ske, der var ingen vej tilbage, blodet løb, en holdt selve hovedet op for alle at se, mængten hūedede. jeg kom tilbage en time senere og så manden der havde gjordt jobbet. Han var sandlig stor, som en hel kæmpe. Så det var dig, sagde jeg højt, medens jeg så lige op i hans ansigt, han smilede let. Det var ovre men svært at glemme. Jeg var med bare at skue, men som sagt svært at glemme. Det er det hele.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment