En eneste en, for mange

19 Okt 2009
Jeg så på Christopher, han smukke træk med kul sorte øjne, gnisten en var der ikke mere,men ungdommens pryd var der stadig en perle – række kom frem når han endelig smilede Han talte meget stille og forsagt. Jeg spūrgte ham, er det rigtigt og så på ham meget entens og et meget tvūnget ja kom frem, hvorfor, hvad skete der. Jeg stak ham, sagde han, hvem? Min ven, jamen det var din ven, sagde jeg. Jeg blev jaloux sagde Christopher. Min ven var bedre med bolden end jeg. Engle ansigtet så på mig længe, jeg prøvede at læse hans øjne, men uden held. Han sænkede hovedet og bare stirede ned i jorden. Hans hænder rystede, stor tavshed. Endelig havde han modet til at tale ud. Hvad skete der spurgte jeg, Christopher’s ansigt var blevet helt hvit, han tøvede, han rømmede sig flere gange. Jeg lod kniven ramme min ven igen og igen, da jeg så alt blodet på min hand og arm, så stoppede jeg, kniven sad i brystet på min ven. Christopher trak vejret dybt og forsatte. Min vens øjne stirede op i den klare luft. Da viste jeg det var for sent, min ven var død. Jeg løb og løb, indtil jeg nåede min hoveddør. Mine knæ rystede, sagde Christopher, jeg kunne dårligt gå op ad trappen. Nu stod jeg i badet og lod bare vandet løbe. In-den jeg vidste det, ja! Så var jeg i cellen med en masse andre, som jeg ikke kendte. Jeg hørte en masse støj fra gangen, som første til min celle. En kvinde råbte og skreg, mellem skrigene var der en hūlken. Det var moderen til min døde ven. Jeg var dybt rystet sagde Christopher Hvad havde jeg dog gjort. Christopher var lige fyldt enogtyve år. Jeg tænkte en engel var blevet taget af satan, sagde Christopher. Jeg prøvede at forstå ham. Faderen til Christopher var død medens han var ganske lille. Han havde to mindre søskende. En broder og en søster som var to år yngre end ham. Moderen forsørgede familien ved at vaske tøj for nabolagets velstående familier. Hvad var din dom spurgte jeg Christopher, han så trist på mig og svarede lo til 16 års fængsel, jeg har allered været lukket inde i fire år. Hvem kommer og ser til dig, ingen svare Christopher stille. Jeg har skrevet til min moder mange gange, men min moder svare mig ikke. Hvad nu siger jeg til Christopher. Det ved jeg ikke. Nu må begynde at skrive for benødning, siden du var meget ung da alt dette skete, sagde jeg. Så mange bliver meget hurtigt gamle mænd. En som og glemt, det er det værste. Du har kun en og det er dig selv.