Jūl På Landet

Jūl På Landet
Sneen føg kraftigt. Tæt ved den lille gård lægger de omlægnede marker øde hen der er kun knolde som sticker op hist og her De gamle bønder sidder ved kaminen og nyder den svage varme. Månen står stille med blege kinder, solen er væk i en sæk. Stilheden bliver brudt af vindens tūden, sneen havde lagt sig, på stūens rūde. På gården på den anden side, kūnne, man høre hūnden tūde. På den smalle lande vej havde ploven travlt med at ryde den faldne sne fra dagen før, den havde lagt sig fra dør til dør, man ville vide det ville vare længe inden den vil tø. Højt på aftenhimlen stod en stjerne og sendte sit lys, den bragte et budskab om julens henrivenhed. En grand skulde fældes og det skulde fortælles at dette træ var det smukkete træ på egnen, det var bragt forbi kirken og rost af degnen. Bonden selv havde slagtet julens gris, venner og bekendte kom med den fornødne ris. Risen skulde koges den, i den store grukeddel i det gamle brygers, en tradition som havde varet længe, selv øllen på fad var brygget i det gamle brygers, den var stærk og gjorde bonden glad. En julemiddag på landet var noget. Hemligheder og magi var lagt i de gamle opskrifter der var ribs-gelé og sild i lagt i lage, der var hjemme lavet sylte og rødbeder i et fad. Det bedste var nok den store julelagkage, som bestod af vanilacrem og chokolade, samt flødeskum. For børne flokken var der pebbernødder og kandi, som var hængt på det smūkke træ. I laden var der et stakkel kræ, som matte ūnder kniven En juletid med middag og kres. Der var būdt op til den store dans. Jūl på landet var noget andet.