Stilhed efter stormen

1 Okt 2009
Her i dalen er en stilhed efter stormen, selv solen har fået plads for sine stråler. Jeg ser min nabo, han måler randen fra vandet, som nū er på retur. At tænke sig at vores gade var en flod, som nåede helt op til hvor jeg stod. Mange vil sige sludder, men på mine sko er der mudder, som ikke vil komme af, ikke bare et men flere lag. Da tiden var hvor stormen havde sit tag, var det ulykke og ubehag, henne af gaden var familien på huses tag. Under himlens mørke, en bitter sag for mange. I stilheden høre du dem kalde, for venner og nogen du ikke kinder. Våde sko ja! Selv en ko som star alene og ingen kan finde hvem den høre til, du kan have den hvis du vil. Så mange ting er lagt ud at tøre, folk ved ikke hvad de skal gøre, i det pløre. Naturens kæfter svært at forstå, helt alene indet sted at bo, mad er der ikke, kun for få. Den smukke dal bliver sig selv, med liv og røre, man sen vil glemme hvad der var. Man er bange, men har sange. En katastrofe mægtig og stor der synges i kor, der bedes en bøn det er faktisk søn for mange uden løn. Holde hænder med sin nabo og venner, selv dem man ikke kinder. Der deles plastic poser ud med for nødenheder medens mange stadig leder, nogle siger lad være men det er jo deres kære i livet det er givet Mange sten var rejst til minde om dem, man ikke kunne finde. Så mange smærter det er svært at tænke man kan næsten ikke mer. Så mange hjerter banker, med nye tanker og håbet på en bedre dag, måske! Vi får se!